Jeg er nu snart ved vejs ende i min sæson hernede i Australien og det fortjener da et blog indlæg!
Indtil videre har min sæson hernede været fyldt med oplevelser. Både oplevelser der kun sker som skiinstruktør, men også anderledes oplevelser som jeg nok kun vil støde på hernede. Selve sæsonen er meget anderledes end hvad jeg oplevede i Østrig, selvfølgelig er der også mange af de samme indtryk som jeg oplevede som skiinstruktør i Østrig. Men alt i alt når jeg tænker på min sæson hernede er helhedsbilledet noget andet. Nu tænker du sikkert hvorfor? Og spørgsmålet er nok svært at besvare, før man selv har oplevet det. Jeg kunne bruge mange ord på at beskrive og sammenligne, men du vil nok sidde tilbage med endnu flere spørgsmål end hvad du startede med.
En sæson I Australien varer kun 3 måneder og er derfor en forholdsvis kort sæson sammenlignet med mange andre steder. Men det betyder også, at der er fart over feltet, og tiden løber fuldstændig fra en. Følelsen, af at jeg stadig lige har haft min første arbejdsuge bobler stadig inden i mig, og det er derfor en mærkelig følelse når det går op for en at det snart er slut. Selvom det ”kun” er 2 måneder siden jeg startede, er min kuffert næsten allerede fyldt med oplevelser og indtryk.
Australierne vil have deres lektioner lige meget hvad
Jeg troede, efter en sæson i Østrig, at jeg havde prøvet alt slags vejr, men der tog jeg fejl. I Australien findes der ikke rigtig noget midt i mellem vejr. Det er enten ekstrem regn, ekstrem varmt, eller ekstrem blæsende. Jeg har haft dage med en vind der var op til 200 km/t. Dage med regnvejr der føltes som et brusebad. Hagl der gjorde så ondt på ens hud, at man næsten var bange for at de ville give mig blå mærker.
Jeg havde faktisk aldrig prøvet at stå på ski i regnvejr, slud havde jeg, men øsende regnvejr havde jeg aldrig rigtig prøvet. Første gang det skete, synes jeg, det var super sjovt, og jeg gik og tog billeder af mig i regnvejrsuniform. Noget som de lokale synes var ekstremt komisk at jeg var vild med. Det skal så dog siges, at spændingen ved at arbejde i regnvejr faldt gevaldigt efter et par gange.
Men vejret stopper slet ikke australierne. Noget som overrasker mig ret meget, for jeg tænkte de ville holde sig langt væk hvis vejret var for koldt eller for regnfuldt. Men den forestilling kan jeg lige så godt glemme alt om, for de er der i alt slags vejr. Grunden til dette er fordi det er så sjældent for dem at se og opleve sne. Ofte tager familier herned for en weekend, og lige meget hvordan sneen eller vejret er. Så står de der, og de vil bare have lektioner i hvordan de gør. De dage er den eneste tanke i mit hoved; og de kalder os ”the crazy danes”…
Efter to timers undervisning i øsende regnvejr = drivvåd
Sig det med Barbecue
Udover at gæsterne virkelig er ivrige efter lektioner, er mit indtryk af det australske folk at de er virkelig åbne. Det er nemt at falde sig til rette her fordi alle er åbne og man har altid lige en lille chat med dem man hilser på. Derudover fik jeg fornøjelsen af at opleve en ægte australsk barbecue. Dagen forløb sig at vi efter arbejde kom hjem, og vores vicevært stod klar med øl i sneen og tændte op i grillen. Når jeg siger vi, mener jeg de 50 personer der bor her i vores kæmpe fælles lodge. Det var en super afslappet aften, og det hele gik ud på at man var samlet. Det gik ikke ud på at maden skulle være den bedste, øllen eller musikken, eller at man skulle være pløre stiv. Nej, det hele kredsede om at vi bare alle sammen sad og snakkede sammen. Selvfølgelig skal det måske indrømmes, at der kom en del øl og australsk vin indenbords. Men det er nok mere fordi vi alle sammen er skiinstruktører og lifties (dem, der arbjeder med og kontrollerer lifterne), så det hører jo med. Men det var en utrolig behagelig stemning, og fuldstændig afslappet. Noget som efter mit indtryk minder rigtig meget om den australske mentalitet. Afslappet og åben.
Sne, sne og atter sne
Sneen hernede betyder ekstrem meget, og gør et virkelig stort indtryk på så mange forskellige måder. For det første er det så meget anderledes at stå på ski i. Det er en blanding af vådt, krystalliseret og iset. Og nej, det er ikke frossen slush-sne, som man kender fra Østrig. Det er meget anderledes. Det er ikke lige så let som andre steder i verden, hvilket er fordi de ikke får kæmpe snefnug som man ser i Japan eller Østrig. Men de har stadig nogle fantastiske pister at stå på, og oven i det er de virkelig gode til at lave forskellige hop i parken.
Næsten ingen af gæsterne har set sne før, og deres reaktioner kan være fortryllende nogle gange. En af dagene havde jeg en lille dreng på 5, som for første gang så sne. Han var fuldstændig slået ud af det den første dag. Han blev ved med at spørge mig, hvorfor han ikke faldt igennem det, da det jo er frossent vand. Senere hen, da jeg kigger væk i få minutter, vælger han at tage sin støvle af, bare for at se om han ville falde igennem det, hvis han ikke havde støvler på. Det endte selvfølgelig ud i at vi måtte hoppe indenfor for at varme hans sokker, da de var blevet helt våde. Forrygende underholdende at høre ham snakke om hans fantasier om sne. Og selv om han var en af de få, der tog skridtet videre til at undersøge hvad sne egentlig er, var hans reaktioner ikke langt fra, hvad mange af børnene og enkelte gange voksne tænker om sne. Altid underholdende for mig at se og opleve, når jeg har været vant til sne siden jeg var helt lille.
Zack til venstre, der tog støvlen af, for at mærke sneen.
Skiinstruktør: Livsbekræftende arbejde
Som skiinstruktør støder du på alle slags børn, og alle er vokset op med forskellige historier. Jeg havde for en uge siden en fantastisk sød pige, der virkelig fik en til at være glad for at være skiinstruktør. Jeg blev hevet til siden af min manager, hun spurgte om jeg har arbejdet med børn med problemer før. Første der ryger til hovedet er: Lort… Der har med garanti været en umulig unge i skiskolen, som jeg nu skal tage mig af. Jeg svarede pænt at det havde jeg ikke, men jeg skulle da nok tage lektionen. Hun sagde fedt, for hun synes selv at jeg klart var den bedste til at tage denne lektion. Jeg får så at vide, at jeg skal have en pige på 10 med downsyndrom. Dvs. hun var mentalt udviklingshæmmet, men også fysisk. Mine paniske tanker røg rundt i hovedet: Hvad kan en pige med downsyndrom? Hvor meget skal jeg presse hende til at lave en plov? Hvordan håndterer jeg det? Hvad siger jeg til hende hvis det er fuldstændig umuligt? Hvordan kommunikerer jeg med hende?
Sveden kom lidt frem på panden, og på det tidspunkt var jeg ret glad for mine kæmpe goggles.
Da jeg så møder hende, er hun super sød. Hun havde valgt at tage sine to bamser med, for de skulle altså også stå på ski. Hun kæmpede en brag kamp, og havde svært ved meget af det fysiske. Men selv om det var udfordrende, og jeg normalt ville blive en anelse frustreret over, at jeg ikke kunne lære min elev at stå på ski, var det en fantastisk lektion. På 3 timer skal man gerne få en nybegynder til at kunne starte på sving, og hun var ikke i nærheden af at kunne stoppe. Hun var så glad hele tiden, og havde det største smil hele lektionen igennem. Det var rørende at se på og at være en del af hendes læringsproces. Specielt når man spottede moderen der stod på sidelinjen og stortudede. Selv nogle af de andre instruktører, lifties og managers kom over og kommenterede det efter lektionen. Sødeste pige med et svært liv foran sig, men med den livsindstilling, er jeg ikke i tvivl om, at hun nok skal klare sig. Igen måtte jeg minde mig selv om, hvor heldig jeg er, at få lov til at arbejde med så mange forskellige mennesker fra hele verden og med så forskellige historier.
De gode dage, hvor humøret er højt!
Så med sæsonafslutningen i sigte, vil jeg nyde og opleve så meget som muligt!
Peace out og nyd den danske sensommer, der heldigvis er gået i retningen mod vinter og sne! Mange hilsner fra Victoria